stejlepladsn

AKB, København bliver almen bygherre på Stejlepladsen

Nyhed

Når byggeriet på Stejlepladsen i Københavns Sydhavn tager fart fra næste år, bliver det med AKB, København i rollen som bygherre på de 200 almene af byggeriets i alt 900 boliger. En rolle, som selskabet med rødder i netop Sydhavnen, tager på sig ud fra en følelse af ansvar overfor lokalområdet.

Efter et forløb præget af modstand fra beboere, naturelskere, fiskere og andre brugere af området er afgørelsen 4. februar truffet af et flertal i Borgerrepræsentation på Københavns Rådhus: Stejlepladsen i Sydhavnen skal bebygges af et udviklingsselskab bestående af By & Havn og PFA Pension. AKB, København er partner på byggeriets almene del, der kommer til at udgøre 25 procent af det samlede antal boliger. En rolle, som boligselskabet tager på sig med stor ansvarsfølelse:

– Personligt har jeg været – og er – imod, at der skal bygges på Stejlepladsen. Jeg bor selv i Sydhavnen og nærer en stor kærlighed til området, ligesom langt de fleste i bydelen. Som medlem af AKB, Københavns organisationsbestyrelse må jeg dog anerkende at der er truffet en politiske beslutning, om at der skal bygges. Vi har et særligt ansvar i Sydhavnen med vores historie og store tilstedeværelse i bydelen. Derfor går vi ind for at sikre den bedst mulige sammenhæng med resten af Sydhavnen og for at arbejde for, at det nye område ikke bliver en velhaverghetto som så meget andet nybyggeri i København, siger Mikkel Warming, der er næstformand for AKB, København.

Største almene boligselskab i Sydhavnen

Byggeriet, der vil strække sig over de kommende syv år, tager afsæt i et forslag, der forsøger at oversætte Stejlepladsens selvgroede og selvbyggede havnemiljø til en grøn og bæredygtig bebyggelse med variation i højde, farver, materialer, boligformer og -størrelser og beboersammensætning. Og med udearealer og fællesfaciliteter, der indbyder til samvær og naboskab.

Målet om at sikre så godt et resultat som muligt for Sydhavnen og et generelt ønske om at udbrede alment byggeri i Hovedstaden er blandt årsagerne til, at AKB, København har påtaget sig rollen som almen bygherre.

– Vi har en 100 år lang historik og mere end 3.000 boliger i Sydhavnen. Funderet på en lang og stolt tradition for beboerdemokrati og beboerinddragelse, og det er de byggesten, vi tager med os ind i projektet på Stejlepladsen, forklarer Mikkel Warming, og fortsætter:

– Derfor inviterer vi blandt andet vores afdelingsbestyrelser i Sydhavnen til nogle møder, hvor vi diskuterer og gør vores indflydelse gældende. Mange har følt sig kørt over i de politiske processer, der har ført til den lokalplan, der foreligger nu. Herfra vil vi prøve at sikre så stor lokal indflydelse som muligt på de dele af byggeriet, vi har med at gøre.

Placering og etaper Stejlepladsen

Dialog skal skabe sammenhæng

Den kommende bebyggelse skal ifølge planer og tegninger afspejle Stejlepladsens brogede karakter og give plads til mangfoldighed. Blandt andet gennem forskellige typer af boliger i den almene del, hvor der er planer om at bygge ungdomsboliger og opgangslejligheder. Derudover skal vi diskutere om vi skal have bofællesskaber og medbyg-rækkehuse, som kommende beboere får mulighed for selv at sætte deres præg på.

– Vi arbejder allerede med medbyg-konceptet Almen Bolig+, som vi forestiller os, skal tages skridtet videre på Stejlepladsen. I den proces vil vi invitere til en dialog med lokale interesser om, hvordan vi får skabt den mangfoldighed, vi stræber efter, og den bedst mulige sammenhæng mellem nyt og gammelt i et af de kvarterer i byen, som vi i AKB, København føler allerstørst tilknytning til, siger Mikkel Warming.

Rammen for bebyggelsen er lokalplanen

Lokalplanen fastlægger, hvordan udviklingen skal være i et bestemt område. Lokalplanen kan fx bestemme hvor der skal bygges nyt og hvordan det kan se ud, hvad området og bygningerne skal bruges til, hvilke bygninger der skal bevares, eller hvordan de ubebyggede arealer skal indrettes.
Lokalplanen er juridisk bindende - det betyder, at man som grundejer skal overholde lokalplanens bestemmelser.

Her finder du Stejlepladsens lokalplan.

Skriv dig op til nyhedsbrev om Stejlepladsen

Hvis du vil holde dig orienteret om byggeriet, kan du skrive dig op til nyhedsbrevet om Stejlepladsen her.

Pejlemærke
Betalbare boliger