Bjørn_og_Flemming_folkemøde2022

Sommeren banker på døren

Igen i år har optakten til sommeren budt på en travl tid og holdt os i organisationsbestyrelsen beskæftiget med repræsentantskabsmøde og lanceringen af AKB, Københavns nye hjemmeside samt Folkemøde og Strategi 2030.


Tidligt op til repræsentantskabsmøde

Som noget nyt blev det årlige repræsentantskabsmøde afholdt en lørdag morgen den 11. juni 2022. Dugfriske mødte repræsentantskabet op til en bid morgenmad og en kop kaffe forud for mødets start. Med kaffekoppen i hånden var der mulighed for at gå på opdagelse i en udstilling om Strategi 2030 med gode pejlemærkehistorier fra afdelingerne. Vi kan lære så meget af hinanden, og vi håber, de mange pejlemærkeprojekter kan inspirere til, at nye ideer kan spire i afdelingerne.

Repmøde22

Stort tillykke med de mange valg og genvalg

Vi ønsker et stort tillykke med genvalget til Flemming Biirsdahl og Omar Abachri og med valget til Freddy Hansen, der træder ind efter Simone Bille. Som noget særligt kunne Jette Bergenholz Bautrup fejre genvalg samt 25-års jubilæum i bestyrelsen - et stort tillykke til Jette og et tak for samarbejdet indtil nu. Også et tillykke med valget til de to nye suppleanter, Bent. A. Jakobsen fra Kanslergården og Stine Lillegaard fra Frederiksholm Karré 11.  Og et tak for genvalget som formand fra mig, Bjørn.
 

Vi vil også gerne sige tak for det store engagement, de gode diskussioner og den ivrige lyst til at dele ud af viden på tværs af afdelingerne. Tilsammen bidrog det til et veloverstået repræsentantskabsmøde.


Folkemødet 2022

Folkemøde22_debatindlæg

Solen stod højt over Bornholm, da AKB, København sammen med Boligforeningen 3B indtog Folkemødet 2022. Allinge summede af liv, og det var dejligt at opleve et folkemøde, der var tilbage i fuldt flor som før corona og forsamlingsrestriktioner.
 

På Den Sociale Scene bød AKB, København og Boligforeningen 3B på et program spækket med debat og oplæg. I løbet af lørdagen vendte og drejede vi den almene sektors plads og rolle i samfundet. Vi dykkede ned i nogle af de socioøkonomiske drivkræfter, der bliver brugt til at løse tidens sociale problemer på en ansvarlig måde. På scenen fik vi bl.a. besøg af den socioøkonomiske virksomhed FRAK, der træner unge i at have et fritidsjob, og som KAB-fællesskabet er i partnerskab med. De gav os indblik i deres dagligdag og en smagsprøve på deres læskende brus: Ukrudt, som du måske kan gætte, er brygget på vilde planter. På scenen var også bestyrelsesmedlem Line Bach Holm fra Lundtoftegade og Teknik- og Miljøborgmester Line Barfod, der bidrog med et bredere perspektiv på fordelene ved socioøkonomiske virksomheder.

Jeg, Bjørn, kom også selv på banen, da jeg med afsæt i min historie, diskuterede fortidens såvel som nutidens visioner i den almene sektor. Med på scenen var også 3B’s nyvalgte formand, Iris Gausbo, og AKB, Københavns Flemming Biirsdahl, som kastede lys over visioner, der bidrager til virkeliggørelsen af grønne initiativer – såsom Øbrohus’ 100 % bæredygtige vaskeri.

Folkemøde22_Mikkel_og_panel
Folkemøde22_stemning

Så er vi i luften med AKB, Københavns nye hjemmeside

Den har været lidt længe undervejs, men nu er den her, vores nye hjemmeside. Nu i en mobilvenlig udgave, i nyt design samt med en intuitiv opbygning. Og som noget nyt, et sted for vores nye strategi og pejlemærker: Engagement, Naboskab, Grønt liv og Betalbare boliger. Vi ønsker at skabe et univers, hvor det er nemt at dele de gode pejlemærkehistorier til inspiration på tværs af afdelingerne. Dem kan du læse mere om her.

Afdelingssiderne har også fået et løft

Også afdelingssiderne har fået et løft. På alle afdelingssiderne er det nu muligt at se nyheder om AKB, København og nyt fra OB-bloggen. Og som noget helt ny, præsenterer vi to versioner af afdelingssiderne. En visitkortsløsning og en udvidet løsning. Forskellen mellem de to versioner er, at den udvidede løsning giver mulighed for en personlig hjemmesideadresse, egen menu, egne nyheder, egen arrangementskalender samt at siden administreres af en lokal redaktør. Om I i jeres afdeling ønsker den udvidede løsning, er der god tid til at undersøge og finde ud af lokalt.


Husk at tilmelde dig vores nyhedsbrev

Du kan nu få direkte besked i din indbakke, når der er nyt i AKB, København. Vi i organisationsbestyrelsen fortæller løbende om vores arbejde og livet i AKB, København - herunder arbejdet med Strategi 2030 og de lokale pejlemærkeprojekter i afdelingerne.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her 

 

Vi håber, I tager godt imod den nye hjemmeside. Slutteligt vil vi ønske jer alle sammen, på vegne af organisationsbestyrelsen i AKB, København, en rigtig god sommer! På gensyn i august!

Mange hilsner

Bjørn Petersen, formand for organisationsbestyrelsen og Mikkel Warming, næstformand for organisationsbestyrelsen