91 år i samme lejlighed - portræt af AKB, Københavns ældste beboervalgte

Af Iben Sandra Svensson 

Kosmopol bragte for noget tid siden et indslag om den udvikling, der sker i Sydhavnen i disse år. Vi ser nyt og mere varieret butiksudvalg, en metro på vej, gode, offentlige rum og fortsat med boliger, der er til at betale. Karen på 91 år er en af de få, der har været med og været øjenvidne til hele udviklingen.

Konturer af et historisk Sydhavnen
Karens beskrivelse af livet som barn og ung i det spæde Sydhavnen er fascinerende. Der er ikke mange, der har oplevet samfunds- og byudviklingen, som hun. Og der er givetvis stor forskel på Karens barndomsby og det nuværende Sydhavnen. Området er bygget op, udbygget og vokset endnu mere sammenlignet med det åbne, naturrige landskab, der fandtes i årene frem mod 1950’erne.

Hun er fra en tid, hvor kolonihaver fyldte en stor del af området, hvor Valbyparken var en losseplads og hvor der lå en lille bondegård og en trækirke dér, hvor Mozarts Plads nu ligger. Ved siden af – ved de nuværende pensionistboliger – lå et grønt område kaldet Lunden, som børnene gerne løb over og legede i.
”Beboerne herude kaldte det ’Arbejdernes Hellerup’. Man siger jo, at Hellerup derude er så fint. Arbejdernes Hellerup skulle også være fint. Det hedder jo egentlig Kgs. Enghave, og det var fordi, at kongens heste havde hestestald herude”, fortæller hun.

Syv personer i en ’to-værelses’
Karen blev født i 1932 i soveværelset i den to-værelses lejlighed, hun voksede op i og senere overtog. Faktisk har hun aldrig boet andre steder. Hun var det yngste barn i en stor familie og fortæller med et smil:
Vi var fem børn og to voksne. Der var to drenge og tre piger. Vi havde koldt vand i hanen og kakkelovnen stod her i stuen. Pigerne sov i stuen på en divan, min ældste bror lå i en harmonikaseng i køkkenet, min anden bror sov i soveværelset, og jeg sov hos min mor. Under vinduerne i stuen – man havde ikke radiatorer i min barndom – havde vi vores legetøj i et slags skabe under ruderne. Vi var mange, men det kunne man sagtens dengang”, konkluderer hun grinende og fortæller samtidig indirekte, at hendes familie ikke var den første af sin art. Dengang boede man flere på få kvadratmeter. Det er en virkelighed, vi ikke ser så ofte i dag, hvor hver dansker i gennemsnit bor på 53,6 m2 pr. person.

Når lejligheden blev for trang for de fem børn i familien, indtog de gården, men de måtte være kreative, for fællesarealet var forbundet med en del regler:
”I min barndom var der restriktioner for, hvad man måtte i gården og hvor længe man måtte være der. Vi måtte ikke spille bold op ad muren af hensyn til ruderne, der kunne knalde. Man måtte ikke opholde sig på græsset, og vi måtte ikke være i gården efter klokken 20 om vinteren og 22 om sommeren. Vi måtte heller ikke bruge kridt. Lossepladsen lå lige der, hvor Valbyparken ligger nu, og der gik vi ud og fandt kridt. Så tegnede vi hinkeruderne på fliserne, og så kom viceværten med en spand vand og en kost”, fortæller hun smågrinende og fortsætter: ”Vi måtte heller ikke cykle i gården og cyklerne måtte ikke stå i gården, de skulle i kælderen. Nu skulle du se alle cyklerne i gården. Men der er naturligvis også kommet en masse cykelstativer. Det er lidt mærkeligt at se forandringen.” Karen bliver stille i et øjeblik og fortsætter så eftertænksomt: ”Så hvad lavede vi egentlig dengang? Vi lavede rundkreds, ét-tag-fat og skjul og sådan noget.”

Karen mener selv, at det er rigtig rart, at børnene i dag får lov til lidt mere, men det kan også have en bagside:
Det er godt, at børnene har lov til lidt mere nu, end vi havde dengang. Dengang var det for striks. Men det kan også blive for meget, når børnene nu leger i gården til klokken 24”, konkluderer hun smilende.

Én bolig igennem livets mange faser
Selvom der i Karens ungdom var byggeboom i hovedstaden, kunne man kun få en lejlighed, hvis man kunne dokumentere overfor boligselskabet, at man enten var gift eller ventede barn. Karen nåede desværre aldrig så langt, for hendes mor blev syg, så hun blev boende hjemme for at passe hende.

Da moren senere døde, fik Karen en opsigelse med besked om, at hun skulle være ude af lejligheden to dage efter morens død. Det tog hårdt på hende. Heldigvis trådte et bestyrelsesmedlem til og tog hånd om sagen, så hun – stik imod reglerne dengang – kunne få lov til at blive i lejligheden. Det er lidt morsomt, bemærker hun, for da hun arbejdede, var hun på kontor hos Danmarks Statistik, hvor hun førte statistik over byggevirksomhed. ”Men jeg kunne ikke engang få en bolig, da jeg var ung” fortæller hun.

På trods af mange gode år i boligen, kan det være strengt for den 91-årige at bo i et etagebyggeri uden elevator. Især, når vasketøjet skal håndteres i kælderen og bagtrappen er en vindeltrappe. Men da Karen søgte om ældrebolig for nogle år tilbage, fik hun afslag, fordi hun var for frisk. NU har hun så fået tilbudt en, men ”det orker hun simpelthen ikke”, fortæller hun. Nu er det også godt det samme. ”Nu kan det ikke betale sig at flytte”, konkluderer hun smågrinende.

Størst af alt er kærligheden
Karens kærlighed til Sydhavnen er mærkbar. Der er varme i hendes historier, som især centrerer sig om det sociale liv og beboerne i området: ”Jeg kender mange her i Sydhavnen, fordi jeg altid har boet her. Der er altid blevet set lidt ned på Sydhavnen, men folk, der har boet her som børn og unge, flytter væk i en rum tid og så vender de tilbage”, fortæller hun og fortsætter: ”Vi hilser på hinanden alle sammen. Også selvom vi ikke kender hinanden. Det siger forretningsfolkene også. Vi er meget sociale herude.”

Karens fantastiske beretning er et vidnesbyrd om, hvordan boligafdelingerne i deres spæde start ikke kun var mursten, men centrum for relationer. Man boede og levede der. Tæt sammen. På godt og ondt. Karens fortælling er dog mest af alt et smukt vidnesbyrd om kærlighed og omsorg for Sydhavnens beboere, involvering i lokalmiljøet og et levet og langt liv i en almen bolig, der har været hende en god base igennem livets mange faser.