Organisationsbestyrelsen i AKB, København

Organisationsbestyrelsesmøde 14. november 2023

Seneste nyt fra organisationsbestyrelsen

Organisationsbestyrelsesmødet den 14. november 2023 var et temamøde, der satte særligt fokus på det grundlæggende pejlemærke i vores 2030-strategi: ’Engagement’. Adam Veng, AKB, Københavns ErhvervsPhD, gav et oplæg baseret på sit litteraturstudie samt 10 måneders etnografisk feltarbejde i og omkring beboerdemokratiet i fire af vores afdelinger.

Fornyelse af beboerdemokratiet – en 30-årig gammel vision
En gennemgang af litteraturen af beboerdemokratiet viser, at der især i 90’erne var store tanker om at forny 70’ernes beboerdemokrati til et mere virksomt arbejdsfællesskab, der rettede fokus mod at realisere konkrete projekter i samarbejde med kommuner, lokalråd og boligorganisationen.

AKB, Københavns aktuelle ’Strategi 2030’ er en lignende vision om et målrettet og mangfoldigt beboerdemokrati, der laver handleplaner rettet mod fremtidens pejlemærker for social, ’grøn’ og økonomisk bæredygtighed. ErhvervsPhD’en sætter fokus på udfordringerne og mulighederne herfor.

Hvad er bestyrelsernes retning og rammer – og hvordan holder vi ildsjælenes damp oppe?
Baseret på observationer fra 52 afdelingsbestyrelsesmøder og interviews med beboervalgte står det klart, at afdelingsbestyrelser er langt fra enige om, hvilke arbejdsopgaver, der skal prioriteres, og hvordan man når derhen. Da der er tale om kompliceret, frivilligt arbejde er det måske forståeligt, at alle afdelingsbestyrelser har svært ved at stoppe op og reflektere over deres arbejdsfællesskab og situation – om det sociale fællesskab, renoveringer, udvikling og bevaring i afdelingen.

Konsekvensen kan være et beboerdemokrati, der har svært ved at samles om fælles opgaver og visioner, og hvor entusiastiske ildsjæle og nye, nysgerrige bestyrelsesmedlemmer brænder ud i lange, interne diskussioner og utilfredse beboere.

Drøftelse om ’Demokratiudvalg’
Hvordan stiller organisationsbestyrelsen sig overfor disse nærdemokratiske udfordringer? Hvordan kan AKB, Københavns organisation sætte mere inspirerende og tydelige rammer for afdelingsbestyrelserne og beboerdemokratiets arbejde? ErhvervsPhD, Adam Veng, har indstillet til at nedsætte et beboerdemokrati-udvalg, som arbejder på konkrete løsninger. Udvalget nedsættes efter organisationsbestyrelsens årlige seminar i januar 2024.

Læs hele referatet
Uanset om du er beboer eller beboervalgt, kan du læse hele referatet fra mødet i organisationsbestyrelsen, når du er logget ind via MitKAB.

Hvis du har spørgsmål til forskningen, er du velkommen til at kontakte Adam på adven@kab-bolig.dk

Adam Vengs forskning i beboerdemokratiet fortsætter frem til september 2025