Stop bevidstløst byggeri af dyre lejeboliger

Nyhed

AKB, Københavns næstformand, Mikkel Warming, kommenterer her på en artikel fra Berlingske Tidende d. 28. august 2023

Boligpriserne i København er for høje. Det er ikke rigtig en overraskelse eller hemmelighed for nogen.

Som man kan se i Berlingske 28. august, betyder det, at blandt andre børnefamilier må forlade byen, fordi de ikke har råd til at blive boende. Halvdelen af de, som flytter, ville gerne blive boende, men har oftest ikke råd, viser undersøgelser. Læs mere i artiklen her.

Hvis man ikke er begavet med penge hjemmefra eller en ret stor friværdi, er det svært at finde noget at bo i eller tæt på København.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har i en nylig undersøgelse vist, at boligbyrden - den del af ens indkomst som går til boligudgifterne - er så høj i København og de omkringliggende kommuner, at pædagogen, social- og sundhedsmedarbejderen, tømreren og elektrikeren skal et godt stykke ud af byen, før de har råd til at slå sig ned. Faktisk til Køge, Lejre, Frederikssund, Halsnæs og Gribskov, før man kan købe et hus. Læs evt. mere her.
 

Der er intet galt i at bo i Køge eller Halsnæs. Tværtimod. Men det skævvrider hovedstadsområdet - og ikke mindst København - at boligmarkedet er så dyrt.
Mikkel Warming

Løsningen er at bygge mere, og bygge store familieboliger, siger overborgmester Sophie Hæstorp til Berlingske. Det er jo sådan set det, man har gjort i København de sidste mange år. Uden at priserne er gået anden vej end op. Nybyggeri er en nødvendig del af løsningen på det skæve boligmarked, som presser alle undtagen de meget vellønnede ud af byen. Men det afgørende er, hvilke former for boliger der bygges.

Problemet er, at der næsten udelukkende er bygget dyre private boliger i byen i de seneste mange år. Først ejerboliger, og nu næsten udelukkende private lejeboliger. De er bygget som investeringsobjekter, og er meget dyre. Og bidrager til at holde priserne oppe.

Det er reelt kun de almene boliger, som for alvor giver plads til mellem- og lavindkomstgrupper, fordi vores husleje er omkostningsbestemt. Man har fra bystyrets side talt meget om almene boliger i de seneste år, men ikke fået bygget særlig mange. Andelen af almene boliger i København er faldende, og markant mindre end eksempelvis. i Aarhus, Aalborg og Odense. Det giver et skævt boligmarked i byen.

Der bygges alt for lidt alment i byen i dag. Trods ambitionerne og de mange ord. Det handler også om dyre byggepriser. Derfor en opfordring til Sophie Hæstorp og alle andre, der skal lave kommuneplan for Københavns udvikling:

Gør ord til virkelighed. Når I for eksempel har fået mulighed for at kræve 40 procent almene boliger på By og Havns arealer, så gør det konsekvent og overalt, i stedet for enkelte udvalgte steder. Stop pensionskasser og kapitalfondes bevidstløse byggeri af dyre lejeboliger. Og tag fat i bolig- og socialministeren i forhold til rammerne for nybyggeri.

Vi vil gerne sammen med jer udvikle og prøve nyt, som vi gør med bofællesskaber til familier på Papirøen. Vi er klar til at bygge flere rækkehuse og lejligheder i mange størrelser. Så færre må forlade byen, fordi de ikke har råd til blive boende. Og byen igen bliver blandet.

Portræt af Mikkel Warming

Mikkel Warming

Næstformand i AKB, København