Organisationsbestyrelsen i AKB, København

Seneste nyt fra organisationsbestyrelsen

Seneste nyt fra organisationsbestyrelsen

Digital platform, solceller og batterilager samt helhedsplaner var nogle af temaerne på det digitale dialogmøde den 29. april.

Den 29. april stod i  det digitale dialogmødes tegn. Her havde alle beboere mulighed for at møde organisationsbestyrelsen og fortælle om, hvad der rører sig lokalt i afdelingerne samt give input til dagsordener, som organisationsbestyrelsen kan arbejde videre med. 

Der var ingen definerede temaer for mødet på forhånd og ordet var frit. 

Digital platform for afdelinger
Det første emne, som blev bragt på banen, var behovet for at kunne gemme dokumenter digitalt, så historikken i afdelingen ikke forsvinder, når der sker udskiftning i afdelingsbestyrelserne.  Udover afdelingernes hjemmeside, der findes som undersider til selskabets, findes der ikke aktuelt en digital platform, som anvendes på tværs af AKB, København. KAB arbejder generelt på digitale løsninger for hele KAB-fællesskabet, som løbende deles med afdelingsbestyrelser og beboere.

Hvis man specifikt ønsker adgang til dokumenter om f.eks. byggesager, skal man henvende sig til administrationen i KAB eller sit ejendomskontor. 

Solceller og batterilager
Herefter blev der budt ind med en opdatering på vores afdeling, Øbro 95’s, udbygning af batterilager. Det gav anledning til en drøftelse og erfaringsudveksling om brugen af solceller og lagring samt salg af strøm. 

Organisationsbestyrelsen informerede om, at en politik for solceller for AKB, København er på vej. Denne vil blive præsenteret på repræsentantskabsmødet den 8. juni. 

Helhedsplaner
Der blev spurgt ind til den kommende boligsociale helhedsplan, som forventes igen at komme til at omfatte Frederiksholm Karréerne i Sydhavnen. Beboerne i de berøre afdelinger vil modtage mere information inden sommerferien. 

Udover den boligsociale helhedsplan blev der gjort opmærksom på, at der er sket ændringer i Landsbyggefondens driftsstøtteregulativ fra november 2023. Det nye driftsstøtteregulativ stiller andre tilbagebetalingskrav og får større betydning for boligorganisationens økonomi, når der gennemføres helhedsplaner.

I AKB, København Bellahøj og Karré 8 er helhedsplaner i gang – under de gamle regulativer. I Øbrohus er der en helhedsplan undervejs, hvor det gældende regulativ endnu er uvist.

Der er ikke andre afdelinger i AKB, København, som aktuelt står overfor en helhedsplan. 

Huslejeniveau i sammenlagte lejligheder
Vi fik også drøftet huslejen på sammenlagte lejligheder. Her gælder tidligere aftaler indgået med Københavns Kommune, hvor sammenlægning og renovering af de involverede boliger har betydet et højere huslejeniveau.

40-års jubilæum i Øbro 95

Til slut blev der flaget for 40-års jubilæet for formand og næstformand i Øbro 95 den 19. juni. Her blev alle inviteret til et festligt arrangement. 

Hvis man ønsker emnerne uddybet, kan man skrive til administrationen på akb-københavn@kab-bolig.dk.