Forbrug - Varme

Ejendomskontoret holder godt øje med varmeforbruget

Vi har i de sidste 2 år haft stigning på vores varmeforbrug, den største grund er temmelig sikkert at vi har været mere hjemme i forbindelse med corona. 

Gode råd til at spare på varmen: 

  • Vær sikker på, at radiatorerne fungerer Sørg for at radiatorerne altid fungerer, som de skal. Det gør de, når de er varme i toppen og kolde i bunden.
  • Luft ud – kort og ofte Husk at skrue helt ned for radiatorerne, når du lufter ud. Ellers vil radiatortermostaten registrere, at der bliver koldt i rummet og øge varmegennemstrømningen. Luft hellere ud flere gange ganske kort.
  • Brug alle radiatorer Brug alle radiatorer lige meget. Én fuldt åben radiator bruger mere varme end fire, som kører for kvart kraft. Den anbefalede temperatur er mellem 18° og 21° C i opholdsrum som stue, køkken og soveværelse.
  • Undgå fugt og skimmelsvamp Luft jævnligt ud og sørg for at der er mindst 16° C i alle rum. Kommer temeraturen under 15° C, kan det give fugtproblemer med usundt indeklima og skimmelsvamp til følge.
  • Spar på energien ved at tætne ordentligt Træk får det til at virke koldere. Derfor øger vinduer på klem og sprækker i vægge og vinduer udgifterne til opvarmning betydeligt. En ekstra grad koster cirka 5% på varmeudgiften.
  • Luft i rørene standser varmen Luft forhindrer vandet i at cirkulere i varmerørene og stopper varmeoverførslen til radiatorerne. Vil man have varmen til at cirkulere igen, skal radiatoren luftes ud: Sluk for varmen og åbn ventilen der sidder for enden af radiatoren. Hold en skål under til at opfange vand. Luften hvisler ud af radiatoren og når der kommer vand ud, lukkes ventilen igen. Luft regelmæssigt radiatorerne ud for at undgå unødige energitab.
  • Undgå at dække din radiator til Tør aldrig tøj på en radiator og stil ikke møbler for tæt på den. Så kan den ikke komme af med varmen og bruger for meget energi.
  • Kontroller termostater Kontroller om termostaterne virker: Når du skruer helt op, skal radiatoren blive varm over det hele. Når du slukker, skal den blive kold efter 1-2 timer. Hvis ikke, så få termostaten repareret.
  • Spar på det varme vand Det er dyrt at varme vand op. Så lad være med at vaske op under rindende vand. Tag brusebad i stedet for karbad. Og brug vandbesparende brusehoveder og armaturer ved køkken- og håndvaske. Vandet skal ikke være varmere end nødvendigt. Men samtidig må det heller ikke være så lunkent, at der dannes bakterier.
  • Udluftning: Vinduer, der står åbne - blot på klem - koster varme! Hold dem derfor lukkede, når der fyres. Men luft ud hver dag på denne måde: Luk for radiatorerne. Åbn alle vinduer og eventuelt døre i ca. 5 minutter. Luk igen og stil radiatorventilerne præcis som før. Skru ned og luft ud i soveværelset til natten. Skru op for varmen igen næste morgen.
  • Den rigtige temperatur spare energi: En rumtemperatur på ca. 21°C er behagelig, men ikke altid nødvendig. Værelser man ikke bruger dagligt behøver ikke have samme temperatur som andre rum. Brug varmen med omtanke, det sparer penge og energi.